Hver fjerde S-vælger vil have ny statsleder
Helle Thorning-Schmidt (S) har på blot 100 dage mistet tilliden fra en fjerdedel af sine vælgere. Det viser en ny måling Wilke har lavet for Nyhedsbureauet Newspaq.
Helle Thorning-Schmidt og Socialdemokratiets første 100 dage på
magten i Danmark har været dyre. Hver fjerde S-vælger mener nemlig,
at Helle Thorning-Schmidt ikke længere er den bedst egnede
statsminister. Det viser en meningsmåling, som Wilke har foretaget
for Nyhedsbureauet Newspaq.
Målingen er foretaget blandt 911 danskere, som alle stemte på
Socialdemokraterne ved folketingsvalget i september.
Knap 3 ud af 4 støtter stadig Helle
73,8 pct. mener, at Helle Thorning-Schmidt er den bedste
statsminister for Danmark lige nu, mens 12,7 pct. mener, at De
Radikales formand, økonomi- og indenrigsminister Margrethe
Vestager, er bedst egnet til opgaven. 8, 6 pct. af de
socialdemokratiske vælgere er ligefrem gået over til fjenden og
peger på Lars Løkke Rasmussen (V) som den ideelle
statsminister.
Den tabte vælgertillid er ifølge lektor i statskundskab på
Aarhus Universitet, Rune Stubager, en historisk slem vælgerlussing
100 dage efter et valg.
Han mener, at finanskrisen har en stor del af ansvaret for, at
partiet bedømmes så hårdt af vælgerne.
"Det er noget vanskeligt med den økonomiske situation. Der er
simpelthen ikke så mange penge i kassen til at dele gaver ud til
vælgerne, så regeringen må satse på det lange seje træk og håbe på,
at man kan vende nogle af de økonomiske problemer og score point på
den facon," siger Rune Stubager til Nyhedsbureauet Newspaq.
"Det er ikke nogen popularitetskonkurrence"
Det er Socialdemokraternes politiske ordfører, Magnus Heunicke,
enig i.
"Vi har overtaget ansvaret for Danmark i en meget vanskelig
situation, på et meget svært tidspunkt, hvor der er et kæmpestort
underskud og ikke nogen vækst i horisonten fra Europa, så der skal
virkelig træffes nogle svære beslutninger. Derfor er det ikke nogen
popularitetskonkurrence. De her første skridt vi har taget er nogle
nødvendige skridt for at trække Danmark fri af krisen," siger
Magnus Heunicke til Nyhedsbureauet Newspaq.
At hver fjerde socialdemokratiske vælger vender Helle
Thorning-Schmidt ryggen, betragter han gennem optimistiske
briller.
Der lyttes til mindretallet
"Det er jo et kæmpe flertal af vores vælgere som er tilfredse
med statsministeren, og som synes, at hun er den rigtige person til
at lede landet. Naturligvis er der et mindretal, som vil prøve at
komme med signaler i sådan nogle målinger, og det lytter vi så
til," siger Magnus Heunicke.
Rune Stubager kan også finde noget i meningsmålingen, som kan
læses med et positivt forbehold.
"Man kan sige, at det var en holdningsændring, som kom så hurtigt,
at regeringen og Socialdemokraterne kan håbe på, at den også
hurtigt kan vendes om igen."
Målingen er foretaget fra den 6. til den 9. januar blandt 911
danskere, der stemte på Socialdemokraterne ved valget 15.
september. De blev spurgt: Hvem tror du vil være den bedste
statsminister for Danmark nu? De fik valgmulighederne Helle
Thorning Schmidt, Margrethe Vestager, Lars Løkke Rasmussen eller en
helt anden.
Kilde: Nyhedsbureauet Newspaq